Beach Bowl i Søndervig er et besøg værd, når man som turist besøger denne del af vestkysten. For den aktive turist og for den legelystne børnefamilie er der til mange timers ophold i det store center.
Beach Bowl er meget andet end et bowlingcenter. Her er mulighed for leg, både udendørs og indendørs. Alt sammen i en atmosfære, der indikerer, at der er plads til børn og børnefamilier. Med til centeret hører en meget børnevenlig restaurant, hvor et godt måltid kan nydes. I det hele taget er børn og børnefamilier - eller bedsteforældre med børnebørn - i højsædet hos Beach Bowl. Her er børneaktiviteter i trygge rammer og mulighed for, at forældrene kan læne sig tilbage og slappe af imens børnene leger.
Segways giver naturoplevelser
Ud over de utallige legemuligheder, både indendørs og udendørs, oplever Bjarne Øgendahl, der er medejer og centerleder hos Beach Bowl, at centerets segway-ture til havet er noget af det, der trækker turister til. Man får en helt særlig naturoplevelse uanset vejret. Bjarne fornemmer, at turister, der har deltaget på en tur i blæsende og koldt efterårsvejr ofte er særlig begejstret fordi de har oplevet vejrets rasen og Vesterhavets buldren på nærmeste hold. Beach Bowl har dragter til udlån, så alle uanset alder og størrelse - og vejr og vind - kan komme på tur. Det er dog en god idé at have solbriller på - både når solen skinner, men også når det blæser, da det fygende sand ikke er rart at få i øjnene.
Helt nede på jorden
Noget af det allervigtigste for Beach Bowl og Bjarne Øgendahl er, at der er plads til børn og børnefamilier. Der skal være plads til leg og den ståhej det kan give. Man bestræber sig i allerhøjeste grad på, at stemningen er nede på jorden og at legen foregår i trygge rammer. Familierne skal kunne slappe af og nyde en dag i centeret.
Med til en god feriedag i centeret, hvor bowlingbanerne også har indbudt til konkurrence og mange grin, hører et godt måltid mad. I restauranten er der mulighed for at få et godt gedigen måltid mad - alt lige fra pizza og fiskeretter, til tapas og saftige steaks er på menukortet. Og igen - her er der også plads til børnefamilien.
Bjarne Øgendahl fortæller, at han glæder sig til, at man udvider øl-udvalget med specialøl, så der er lidt for enhver smag. Ligeledes er han begejstret for at kunne give forældre mulighed for, i ro og mag, at kunne nyde en kølig øl og et måltid mad, mens børnene, når de har spist færdig, kan suse ud i legelandet. Familien kan tage deres mad med i caféområdet ved legelandet - så kan forældrene slappe af mens børnene leger.