Redningsstationer

{{getLabel('Filters.Advanced')}}

{{vm.getAdvancedFilterTitle()}}
{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}
{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}

{{vm.getShowHideAdvancedFilterLabel()}}

Vis flere filtre

Strandinger på den vilde vestkyst

På denne kyststrækning er Vesterhavet utæmmet og vild. Voldsomme storme, uforudsigelige strømme og ingen havne at søge ly i ... det har ført til utallige strandinger og skibsforlis gennem mange årtier.

For at hjælpe skibbrudne eller forhindre skibsulykker blev der etableret et redningssystem allerede i 1852. Et bådehus til den store redningsbåd blev oprettet 1876 i Vedersø Klit.

Når redningsaktionen gik i gang

Hvis der blev slået alarm, skulle redningsbåden så hurtigt som muligt bringes til stranden og søsættes.

Det lyder så enkelt når man læser det, men redningsaktionerne var utroligt hårde. I orkaner og styrtregn, om vinteren med sne og is, ofte mid om natten skulle redningsmændene ud.

Der var brug for mindst 12 mand til redningsaktionen: 10 ved årerne, en styrmand og en ved spillet. Ofte var der op til 16 mand involveret. Den tunge båd blev trukket op på stranden og ned i vandet af 8, nogle gange endda 10 stærke heste. Ofte skulle → raketapparatet også slæbes med.

Lige bag klitterne løb der en særlig vej, hvor redningsbåden blev transporteret til den tilsvarende del af stranden.

Strandvagter og overtro

Om natten patruljerede strandvagterne og holdt øje med skibe, der kom for tæt på kysten. Hver af dem havde ansvar for en del af stranden. På en nat gik de op til 18 km - 9 km mod nord og 9 km tilbage mod syd.

De var nødt til at gå hele vejen helt alene og i komplet mørke, for hvis de havde taget et lys med sig, ville det have lignet et andet skib og vildledt sømændene. Mange var bange for de dødes ånder og var meget overtroiske. For deres modige indsats fik de den gang 90 øre i timen.

Nyt telefonsystem og små hemmeligheder

Redningssystemet blev forbedret hele tiden. Fra 1875 kunne livredderne slå alarm via deres eget telefonsystem. I 1894 var der allerede et sammenhængende, koordineret redningstelefonsystem med i alt 185 telefonstationer. Det dækkede hele kysten fra Skagen til Søndervig.

En sjov detalje: Af og til blev disse stationer også brugt til privat formål. Det var selvfølgelig ikke helt efter reglerne. Og det kunne være en meget speciel oplevelse, fordi alle på de andre stationer kunne lytte med. Så nogle gange var de små hemmeligheder ikke så hemmelige, som de måske burde have været.